Reklamation ved transportskade? Glem alt om det.
Vi købte en Barcode-dør med fast sideparti i glas fra Vahle/Jetrae. Da døren var monteret efter Vahle's monteringsvejledning, kunne vi straks konstatere, at døren var så skæv, at den hverken kunne åbne eller lukke ordentligt.
Ole Mølby fra Vahle/Jetrae konkluderede over telefonen, at der absolut måtte være tale om fejlmontering, og sendte derfor deres servicetekniker Andreas fra 360 Byg ud for at bekræfte dette. Andreas kunne dog IKKE konstatere nogen fejl ved montagen. Han forsøgte derfor ikke at rette hverken karm eller montering.
I stedet konstaterede han, at selve dørbladet var meget skævt. For at få døren til at sidde lige i karmen og åbne/lukke ordentligt, måtte han derfor sætte et bræt mellem dør og karm og derefter vride dørbladet voldsomt ved at presse det hårdt i toppen. Dette blev gjort 4-5 gange. Det hjalp, men løste ikke problemet fuldstændigt. Desuden havde han vredet døren så hårdt, at selve dørkarmen fik en sprække i nederste hængselshjørne.
Efterfølgende sendte Vahle/Jetrae endnu en mand ud, som justerede slutblikket, så døren trods alt kom til at åbne og lukke rimeligt. Sprækken fra Andreas' besøg blev blot limet.
Det mest frustrerende er, at Vahle/Jetrae gennem hele forløbet har fastholdt, at der er tale om fejlmontering, og at det hele derfor er vores egen skyld. Fordi de har holdt fast i dette, har vi fået døren uafhængigt vurderet af deres egen servicetekniker, et tømrerfirma, en tredje håndværker og en byggesagkyndig fra OBH. Ingen af disse vurderede, at der var tale om en fejlmontering. Og Ole fra Vahle/Jetrae har aldrig kunnet pege på, hvilket konkret montagepunkt der skulle være udført forkert.
Samtidig erkendte Ole Mølby selv over telefonen, at døren muligvis kunne have fået et slag under transporten, hvilket kunne forklare hvorfor dørbladet skulle rettes fysisk. Forklaringen var herefter, at døren nu fremstår som ny, at skaden ikke har betydning, og at problemet ikke vil opstå igen. Det er ærlig talt ikke særligt betryggende at høre som kunde, når man lige har betalt omkring 50.000 kr. for en ny dør.
Efter næsten 4 måneders forløb med besøg, mails, telefonsamtaler, målinger, justeringer og diskussioner valgte Vahle/Jetrae blot at lukke sagen, uden at tage ansvar for, at døren efter deres egen vurdering kan være blevet skæv under transport, og uden at tage ansvar for den sprække, der opstod under deres afhjælpningsforsøg.
Vi står tilbage med en dør, som har krævet omfattende afhjælpningsforsøg, er blevet rettet fysisk for at fungere, og har fået en sprække i karmen undervejs. Samtidig sidder den stadig ikke lige i karmen.
Et reklamationsforløb, som har kostet os fire måneders tid, utallige telefonsamtaler, besøg og frustrationer - uden at vi nogensinde oplevede, at Vahle/Jetrae tog reelt ansvar for problemet.
Vi kan absolut ikke anbefale virksomheden.








